Fordi jeg savner Kæreste jævnt meget tænker jeg en del på ham. Både på fremtiden, hvad jeg vil tale med ham om i aften, hvad vi skal lave i weekenden, hvordan vi skal indrette vores lejlighed og vores samliv når han er færdig med mili. Langt frem. Og på fortiden...
Dengang vi mødtes var det hele af helvede til. Han var i et (åbent) forhold med en pige på Færøerne og jeg nægtede at lukke mennesker ind i mit hjerte, ingen kom tættere på end min seng. Og som det hele skred frem, i de kaotiske første måneder var der kun én faktor der bandt os sammen. Ham.
Vidste I at han fik mig til at græde den da han tog mit nummer? Tidligere dengang havde Eksen sagt at jeg var blevet lidt af en bitch. Jeg havde af og til været lidt en bitch da vi var kærester, men nu var jeg virkelig blevet en og han brød sig ikke om det. Det klædte mig ikke. Den dag prøvede jeg at forklare Kæreste det, det var efter vores anden nat sammen. Jeg prøvede at gøre ham klart hvordan sagerne stod uden at afsløre at det var et forsvar mod at udvikle noget mere intimt og kærligt bånd til nogen end almindelig fysisk lyst. Han replicerede, efter en del diskussion, at hvis jeg holdt på det var jeg i hvert fald en sød bitch. Verdens sødeste. Og så græd jeg. Bare lige pludselig... Jeg ved ikke helt hvorfor. Men det var glade tårer.
Vidste I at før vi begyndte at sove sammen jævnligt kunne han af og til komme stormende ned på mit værelse i bar overkrop - på vej i seng - fordi han ikke havde fået sagt godnat?
Vidste I at da vi så begyndte at sove sammen jævnligt, men endnu ikke havde fælles værelse ville han hver dag komme ned og hente min dyne, stoppe alt det, jeg skulle bruge til mit aftentoilette ned i mit pudebetræk og bære det op til sig selv? Så kunne jeg bare komme op... Hver morgen endte det på mit værelse igen.
Vidste I at første gang jeg skulle sige farvel til ham offentligt før jeg gik i skole anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre, så det endte med at jeg stod akavet tæt på ham, erklærede at jeg gik nu og smilede usikkert før jeg vendte mig om. Han blev skuffet over at jeg ikke kyssede ham.
Vidste I at han har elsket mig stærkt og vedholdende lige siden begyndelsen og kæmpet mere end man bør forvente af noget menneske for retten til at kalde mig sin? Vidste I at jeg virkelig var jordens største bitch i begyndelsen? Men bestemt ikke jordens sødeste?
Vidste I at det største held i mit liv er at jeg var klog nok til at tage hjem og kæmpe da alt næsten var tabt, at jeg ikke gik da han skældte mig ud og at han til sidst tilgav mig? Vidste I at han i virkeligheden bare havde lyst til at ligge armene om mig og trykke sine læber mod mine hele tiden?
0 kommentarer:
Send en kommentar