Igår da jeg gik fra busstoppestedet til klubben tænkte jeg over noget, jeg tit leger med. Hvad mon forbipasserende tænker, når de ser mig? Heldigvis bekymrer jeg mig ikke om det, men jeg kan lide at lege med tanken. Og sådan formede et blogindlæg sig. Hvad vil jeg have, de skal tænke når de ser mig?
Det svar har jeg. Jeg vil have, at de tænker jeg har klasse. Stil. Mine brune læderstøvler med en pæn hæl, de sorte tætsiddende bukser, en dyr, sort jakke og en sort håndtaske købt i Kreta, også af læder. Tynde vanter, en frisk frisure, klædelig make-up og en cigaret roligt balancerende mellem to fingre. Enten et afslappet, åbent smil eller en fraværende mine som om jeg har ting at tænke over. Ting, der er værd at tænke over.
Det er godt, det kun er de forbipasserende. Havde det her været ældre tider ville man sige, jeg klæder mig over min stand.
Ved et nærmere eftersyn ser man, at støvlerne er ridsede og plettede. Jakken er slidt flere steder, foret hullet og sølvfarven på knapperne krakeleret. Begge dele købt i min folkeskoletid og med den kvalitet og holdbarhed var de alle pengene, min mor dengang betalte, værd. Der er hul på den ene langfinger af mine vanter og smøgen er LA, som bliver tændt af en almindelig 7eleven-lighter.
Blogindlægget i mit hoved blev skrevet videre med det rigtigt vigtige indhold. For alle de småfejl er ligegyldige når jeg er sammen med dem, jeg elsker. Jeg ønsker, de synes jeg er smuk. Men ikke objektivt, ikke på samme måde som folk på gaden.
Jeg kender mennesker, jeg ikke ville tale til på en bar eller et diskotek. Men tilfældigheder har ført os sammen og min sympati og tiltrækning af deres person har gjort at de, indefra, bliver smukke for mig. Og sådan ønsker jeg at mine venner ser mig.
Det er vigtigt for mig at de ved, jeg vil gøre alt for dem, jeg elsker. At sammen med dem er der intet prætentiøst. Hvis jeg går med dem ned ad gaden er det fuldstændigt ligegyldigt hvad folk tænker om mig. Jeg kan se ud som jeg vil og opføre mig som jeg vil, det vigtige er det ægte smil og latteren som breder sig mellem os. At jeg i bund og grund bare er en pige uden nogle særlige evner, der ikke bryder sig over uoverensstemmelser og kan holde af en person længe efter de vendte sig mod mig eller vi mistede kontakten. Jeg arbejder 7½ time om dagen, passer min dværg og kat, hygger om min kæreste, bager med Emma og går i klub. Ser Heroes og gnaver mig igennem Dværgens samlede litteratur. Mere er der ikke. Jeg bliver sarkastisk, ironisk, ufølsom trist, sur, frustreret, begejstret, smigret og vigtigst af alt - utroligt taknemmelig.
Dværgen takker mig tit for den omsorg jeg udviser. jeg kan desværre ikke finde ud af at udtrykke min taknemmelighed over at hun uden videre gav mig tag over hovedet, et skab til mit tøj, muligheder for madlavning og et sted at tage bad og gøre mig klar til den kommende dag. Alt, der er hendes, deler hun med mig. Hun er fantastisk, virkelig.
Eller Emma, der syer hullerne i mit tøj, deler sin seng med mig, lader mig ryge ud af vinduet og udholder min stank. Som ser film på film med mig og altid lader mig låne hendes creme, selvom jeg føler at jeg nasser vanvittigt på både hendes ejendele, evner og person.
Eller min specielle elskede, min Sebastian. I modsætning til jer andre kommer han nok aldrig til at læse det her. En mand, der elsker mig ubetinget, ser vores fremtid som et sikkert faktum og aldrig, aldrig vil vende ryggen til mig. Lige meget hvor urimelig jeg er og hvor dårligt jeg behandler ham ser han altid bare på mig og venter på at jeg smiler igen og holder ham tæt mod mit hjerte, stryger ham over kinden og håret og lader ham se mig helt ind i øjnene. Der sætter så vanvittigt stor pris på selv den mindste ting, jeg gør for ham og støtter mig ligegyldigt hvor sindssyge mine idéer er. Han synes jeg er smuk. Jeg håber, det er fordi han ser skønhed indefra.
0 kommentarer:
Send en kommentar