Nightmares

Jeg har en del mareridt for tiden. De fleste af dem handler om Eksen, og det er slemt nok. Også i min vågne tid, i min dagdrømme (dagmareridt?) Heldigvis er de øjensynligt lette nok til at jeg stadig får den hvile, min krop har brug for. Idag havde jeg dog fri fra arbejde og sov længe. Altså til efter 4.
- Men da jeg faldt hen havde jeg et mareridt af typen der bare gør trist. Jeg drømte at Kæreste kom ud for en ulykke og døde. Hvad der skete ved jeg ikke og det var ikke relevant for drømmen... Men det, der skete var, at jeg ikke fik det af vide. Jeg fløj rundt og så folk i chok og sorg. Han kammerater, familie og venner. Alle sammen. Og mig selv der blev mere og mere fortvivlet over hvorfor jeg ikke hører fra ham. Af og til udbryder en ven eller kammerat 'hvad med hans kæreste? Hun skal da vide det!' men folk er for absorberede i deres egen sorg til at gøre noget og ingen kan kontakte mig - det passer. Jeg er ikke i kontakt med nogen fra hans verden og han er ikke engang på facebook. Det sluttede med hans begravelse. Og jeg var der ikke.
I denne weekend får jeg ham kun at se i fem timer. Slet ingen privat tid. Jeg skal til pårørendedag på kasernen og vises frem for hans kammerater. Spørgsmålet om fremtræden, make-up og påklædning er ved at rive mig i stykker. Og min familie skal møde hans. Alt for meget forvirring på én gang. Det går alt for galt... De mennesker gider ikke mig, hvorfor i alverden skulle de gide min familie? Åh nej. Tanken om at kaste mig ud fra en høj bygning og komme på hospitalet så det bliver aflyst for min og min families del bliver mere og mere tiltrækkende.

Sidste weekend smed jeg Kæreste ud af mit hjem. Omkring 23 løb han så 13 kilometer i spidssnudede selskabssko og med en overanstrengt ankel til stationen i Horsens, lige til at nå et tog. Løb igen fra stationen og var hos mig klokken 3 om natten. Det eneste tidspunkt han stoppede var foran min hoveddør. Dødsens bange for at jeg havde låst ham ude. Det havde jeg ikke.
Kærlighed som det? Kæreste forsikrer mig igen og igen om at det, jeg har her er det helt rigtige.

Folk læser ikke mine blogs. De få, der gjorde, gider ikke. Det handler ikke om hvad jeg har lavet i den sidste uges tid og der er ingen billeder. Folk der skriver for at skrive er kedelige. Hvorfor bliver jeg så ved med at blogge, når ingen læser det? Netop derfor. Jeg skriver for at skrive. Ikke for dig. Dig, der ikke gider at læse hvis det ikke er let og simpelt. Easy reading.