Final confessions

**Opdateres løbende**

Jeg tænker meget for tiden. På kærlighed, på dig, på alt muligt andet. Det går ikke så godt.
Jeg klamrer mig stadig til din t-shirt, selvom den ikke længere dufter af dig. Tjekker stadig min mobil for at se om du har skrevet. Lige meget hvad jeg gør, tænker jeg på dig. Jeg begyndte at løbe for at klare tankerne når du fyldte for meget. Jeg måtte stoppe. Når jeg løb tænkte jeg på dig ved siden af mig, så steder i skoven, jeg havde lyst til at tage på picnic med dig, tænkte hvad du mon ville sige hvis du hørte at jeg, der altid har afskyet løb, nu fræsede rundt ude i en skov. Jeg tænker på din stemme, dine øjne, din berøring, dine arme trygt om mig og når du siger, du elsker mig. Jeg har stadig et pasfoto i min pung og dit billede på mit natbord.

Jeg har så længe prøvet at forlade dig. Men kærligheden stoppede mig altid. Som du sagde: "Som magneter drages vi mod hinanden." Og jeg prøvede omvendt at kæmpe for os. Men til sidst blev det en kopi om et minde. Et minde om noget, der ikke blev hvad det skulle. Og jeg vil ikke gennemgå det igen. Du kan spørge hvem som helst - jeg var et vrag dengang. Og til en vis grad også nu...

Jeg har lyst til at undskylde og krybe sammen i dine arme igen. Men hvor længe? Hvor længe kan jeg gemme mig der før jeg igen skal se virkeligheden i øjnene? Du sagde, det var lige meget hvad andre så, for det var kun dig og mig, i vores verden. Men selvom vi lukker alle andre ude, hvad er det så værd når vores verden er en ruin og rammerne ikke giver os tryghed, men blot spærrer os inde?
Rent faktisk har jeg lyst til at ryge mig helt vind og skæv. Jo mere tomt det virker, jo mere påtrængende bliver tanken om den ene gang, jeg tog et par hiv og faldt i søvn med en overbevisning om, at du holdt om mig. Hvis det kan give mig en så ægte hallucination som det fysiske tryk af den arm, du har liggende over mig, så lad mig blive afhængig på stedet, tænker jeg.

Jeg ville ønske, jeg kunne forklare det for dig. Der sker en masse i mit liv og en hel del er dårlige. De tærer på mig og jeg er stresset i den grad hvor jeg burde få hjælp. Der er forstyrrelser i min balance, jeg ryster både indvendigt og udvendigt, bliver svimmel og svag og nærmest angst... Men Emma har ladet mig være hos hende til torsdag hvor jeg tager til Aalborg og besøger Dianna. Det er mennesker, der holder af mig, bekymrer sig om mig og kan passe mig, så jeg skal nok få det bedre og det hele skal nok gå. Jeg ved, at du ville ønske, det var dig, der passede på mig. Jeg ville også helst nyde din omsorg. Men tro mig, det er bedst sådan her.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg prøver at sige. Jeg tror ikke, jeg prøver at få dig til at forstå, for et knust hjerte kommer aldrig til at give mening... Det er nok heller ikke din tilgivelse, for jeg er næsten sikker på at du ikke er vred på mig og jeg kan under alle omstændigheder ikke tilgive mig selv. Måske vil jeg bare slutte fred med min beslutning. Overbevise mig selv og dig om at det er det bedste, at jeg gjorde det rigtige og at det hele nok skal ende godt selvom vi ikke er sammen. Høre dig sige, at det er okay?

Det er bare umuligt at få dig ud af tankerne. Du ved godt hvordan det bare er en mekanisk funktion at trække vejret, ikke? På samme måde er det blevet helt naturligt for mig at du aldrig forlader mit hoved eller mit hjerte. Men de sidste dage har været specielt hårde. Tanken om at du er færdig i mili nu og at vores rigtige liv sammen endeligt skulle til at begynde gør mig så ked af det...
Jeg bliver ved med at spørge mig selv "Hvad nu hvis jeg havde kæmpet lidt længere, holdt de sidste par uger ud? Til han var færdig og havde tid og overskud til at vi kunne forsøge at gøre noget ved det hele? Ville alt være blevet bedre hvis jeg havde bidt tænderne sammen de to uger?" Jeg tror, jeg griber efter halmstrå. Småting, forsøg på at overbevise mig selv om at det kunne lykkedes hvis og såfremt... Finder alle de fejl, jeg begik, selv de helt små og overbeviser mig selv om at hvis nu bare jeg havde gjort de her ting anderledes ville det ikke være endt med at jeg forlod dig.

Jeg bliver ved med at se dig for mig. Da jeg var til karneval i Aalborg syntes jeg af en eller anden grund at det lød som sådan noget du også kunne dukke op til, så jeg holdt udkig efter dig overalt. Jeg vidste egentlig ikke helt, hvad jeg ville gøre hvis jeg så dig, om jeg ville gemme mig eller bare falde grædende om halsen på dig. Og jeg frygtede at når jeg endelig så dig ville det være tæt omslynget med en eller anden pige.
Selvfølgelig mødtes vi ikke, men knap havde jeg forladt Aalborg før jeg begyndte at forestille mig at du var taget hjem til mine forældre, havde talt alvor og kærlighed med dem og nu bare ventede på mig, så vi kunne tage hul på det kapitel i eventyret der hed 'Lykkeligt til deres dages ende'. Ja, jeg ved det godt. Det er åndssvagt. Jeg savner dig bare så meget. Jeg kan ikke længere stå på et tog uden at tvinge mig selv til ikke at tage mod Horsens. Men det ville jo intet hjælpe.

Jeg er bare så enormt splittet. Mit hjerte hvisker hele tiden dit navn til mig i stilheden, når jeg er alene og fylder min søvn med billeder af dig. Jeg hvisker dit navn ud i mørket selvom jeg godt ved at du ikke vil svare. Mit hjerte siger, jeg har begået mit livs fejltagelse, for der har aldrig været noget så ægte som os. Men min fornuft står fast og nægter at lade mig vakle. Jeg har truffet en beslutning og jeg skal holde fast ved den. Det er hårdt. Men jeg kan heller ikke blive ved med bare at trække dig rundt.

Jeg ved ikke, et sted håber jeg vel bare at du lige pludselig kommer og fejer benene væk under mig som du gjorde dengang og præsenterer mig for den fremtid, jeg havde drømt om, helt klar til at vi bare begynder at udleve den.
Det er ret mærkeligt, jeg lyder så ensom og efterladt, men det var mig, der skred.

Jeg har kun ét spørgsmål til dig. Hvordan bortforklarer man et blåt mærke på indersiden af højre overarm?